Den Lille Havfrues bror
Lagt på artlinks.dk den 26-05-2012 af ARTmaster
Den 2. juni afsløres Elmgreen & Dragsets skulptur Han, en skulptur, der både er et vartegn for Helsingør by, samtidig med at den har pustet til lokalbefolkningen og foranlediget en årelang lokaldebat. Nu er det ganske vist Han er ved at blive installeret på en pier midt i havnen, og byen klæder sig på til den store afsløring.
Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets seneste skulptur Han er en permanent skulptur og en mandlig udgave af Den Lille Havfrue udført i rustfrit, blankpoleret stål. Fra den 2. juni sidder Han midt i Helsingørs nye kulturområde, der tæller kulturhuset Kulturværftet, Kronborg Slot og det kommende M/S Museet for Søfart, der i 2013 åbner i det tidligere Helsingør Værfts gamle dok mellem Kronborg Slot og Kulturværftet.
Flertydige referencer
Skulpturen er et værk, som bag sit umiddelbart appellerende formsprog gemmer på mange komplekse betydningslag. Han sidder som sin noget ældre storesøster på en sten og skuer ud over havet. Og størrelsen er også næsten den samme. Men trods de klare referencer til Den Lille Havfrue handler den ikke kun om national- eller kønsidentitet. I sin placering yderst på en af kulturhavnens moler og med dens spejlreflekterende overflade synes den også at fortælle om enkeltindividet i forhold til de mange om samvær og om isolation idet skulpturens udtryk vil ændre sig radikalt fra at stå alene en kold grå vinterdag til at være omsværmet af sommerglade borgere og turister på en solrig sommerdag. Den tålmodige beskuer af Han belønnes desuden af et sjældent blink med øjet efter hvert blink er skulpturen igen en statisk skulptur.
Kontroversielle kunstnere
Elmgreen & Dragset står bag en række offentlige projekter, som har det tilfælles, at de er spektakulære, poetiske og humoristiske. De to kunstnere har i de senere år vakt stor opmærksomhed bl.a. på Venedig Biennalen 2009 med deres bidrag The Collectors og senest med figuren Powerless Structures, Fig. 101 på Trafalgar Square i London, som efter en overvældende succes i den britiske og internationale presse allerede er blevet et folkeeje, der i daglig tale refereres til som The Rocking Horse Boy.
Med andre ord er det et sandt scoop, at Helsingør Kommune kom i besiddelse af Han, inden kunstnerduoen for alvor slog igennem, og således får Helsingør nu en skulptur, som er i verdensklasse og derfor også kan tiltrække et internationalt publikum.
Fra internationale udstillinger til Det Kongelige Teater
Michael Elmgreen og Ingar Dragset, der har base i Berlin og London, har arbejdet sammen som en kunstnerduo siden 1995. De har holdt en lang række separatudstillinger i kunstinstitutioner verden over. Blandt deres mest kendte værker er "Prada Marfa" - en fuldskala kopi af en Pradabutik beliggende midt i en ørken i Texas. I efteråret 2012 vil Elmgreen & Dragset deltage i Liverpool Biennalen, og af byen München er de to kunstnere blevet bedt om at kuratere et års program af offentlig udsmykning af byrummet.
Herhjemme er kunstnerne repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Louisiana, Horsens Kunstmuseum og Arken. Af kommende projekter kan nævnes den skandinaviske debut på "Happy Days In The Art World", et teaterstykke, der havde premiere i New York og b.la. skal opføres i Danmark på Det Kongelige Teater fra den 31. maj og frem til afsløringen af Han den 2. juni 2012.
Økonomien bag Han
Skulpturen er i forbindelse med byggeriet af Kulturværftet blevet til i et samarbejde mellem Helsingør Kommune og Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, der i fællesskab har udpeget kunstnerne, godkendt og finansieret projektet. Skulpturen har kostet 3.084.000 kr., hvoraf Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har betalt 2.314.000 kr. og Helsingør Kommune 770.000 kr.
Om indvielsen
Han bliver afsløret lørdag den 2. juni 2012 klokken 16-18 på Allegade 2, Helsingør på forpladsen ved Kulturværftet. Talerne vil være Kulturminister Uffe Elbæk, formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, Søren Jensen, borgmester Johannes Hecht-Nielsen og kulturudvalgsformand Malene Carmel. Katrine Ring, DJ, musikanmelder, musikjournalist, komponist, dokumentarist, foredragsholder og mentor er DJ til arrangementet.
Efter talerne vil der være et let traktement. Arrangementet er åbent for alle interesserede.
Vedlagt materiale
Biografi og værkliste for Elmgreen & Dragset
Pressefotos inkl. liste over disse
Yderligere information
For mere information, aftale om interview, deltagelse i indvielsen kontakt:
programmedarbejder Barbara Scherfig, bsc64@helsingor.dk, +45 2531 3629