Find vej: Forside » Artikler » Københavns Kommune udstiller sine kunstværker

Københavns Kommune udstiller sine kunstværker

Lagt på artlinks.dk den 12-02-2014 af ARTmaster

Københavns Billedkunstudvalg har de sidste fire år købt 128 værker fra 103 forskellige kunstnere. Til daglig er værkerne placeret rundt omkring i kommunens mange institutioner og afdelinger. Fra 18. februar kan de opleves på en udstilling i rådhushallen.
Kommunal kunst behøver ikke at være kedeligt. Københavns Kommunes kunstsamling har mange enestående og spændende kunstværker, som hver dag pryder, undrer og inspirerer ansatte og borgere i Københavns Kommune rundt om på institutioner, biblioteker, kontorer og idrætsfaciliteter.

128 værker af 103 forskellige kunstnere, indkøbt over de sidste fire år, kan nu opleves i rådhushallen på Københavns Rådhus. Udstillingen går nye veje og leger med forskellige muligheder i forhold til at præsentere værkerne.

”Billedkunstudvalget lægger vægt på, at værkerne er af højt kunstnerisk kvalitet og afspejler en bred vifte af metoder og medier. Kunstværkerne er dermed ikke bare udsmykning, men et socialt element, som bidrager til en visuel identitet på det sted, hvor de er placeret. Jeg håber, at rigtig mange københavnere vil kigge forbi rådhus-hallen og se udstillingen,” siger Lars Grambye, formand for Københavns Billedkunst-udvalg i perioden 2010-2013.

På udstillingen kan man også se, hvor værkerne befinder sig til dagligt, og hvordan de indvirker på mennesker og de steder, hvor de befinder sig.

Fakta:

- Udstillingen kan ses på Københavns Rådhus i rådhushallen fra 18. februar -2. marts 2014
- Udstillingen er åben mandag – fredag fra kl. 9-16 og lørdag kl. 10-13. Søndag lukket
- Der er gratis adgang
- Københavns Billedkunstudvalg består af otte medlemmer, heraf er de tre politisk udpeget