Find vej: Forside » Artikler » GROUNDS: Kamil Franko på Flintholm

GROUNDS: Kamil Franko på Flintholm

Lagt på artlinks.dk den 27-07-2013 af ARTmaster

Vi begynder Efteråret på Galleri Flintholm med at præsentere maleren Kamil Franko med debut- og soloudstillingen "GROUNDS". Det vil derfor glæde mig meget at se dig til fernisering lørdag d. 7. september kl. 12 16, hvor der også er mulighed for at møde kunstneren.

G R O U N D S er en serie af malerier, som begyndte at forme sig i foråret 2012. Et univers af små subtile fortællinger uden en begyndelse eller slutning. Tematikken i værkerne bærer præg af friktionen mellem kultur og natur. Gennemgående objekter som cykler og biler optræder i værkerne og har et poetisk symbol til det mekaniske og det uforanderlige. På den anden side har du mennesket, det skrøbelige og varmblodede med længsel efter at tilpasse sig.

Metoden i arbejdet har været drevet af en poetisk tilgang til idéskabelsen draget fra hver- dagene i København - med et blankt lærred, en malerpensel og et atelier på 3. etage. Det var under processen, at tematikken begyndte at manifestere sig og blev til G R O U N D S. De enkelte fortællinger i malerierne har udsprunget sig langsomt, og det er som om, man bliver vidne til et lille fragment af en større helhed. Nærmest som et filmklip, hvor man ikke kan lade være med at tænke på, hvad der kom før og efter. Det passer til Kamil Franko ́s fascination af store flader og af subjekter, der ikke larmer for meget. Han føler, at der skal gøres plads til rum og der skal gøres plads til ufærdige konklusioner.

Kamil Franko er født 1988 i Polen under forældrenes studieophold på Krakow universitet. Hans mor er fra Ungarn og faderen er fra Irak. Gennem sin opvækst har Kamil boet i Horsens. Han er kunstnerbarn og deltog allerede i en tidlig alder på fællesudstillinger med sin mor. Kamil Franko er et kunstnerisk naturtalent både indenfor tegning, maleri og film. Han er den yngste kunstner vi har udstillet i Galleri Flintholm, men potentialet er unægtelig stort.

Jeg håber at min begejstring for Kamil Franko's kunst vil smitte af på galleriets gæster - alle er velkommen!
Velkommen Litten Gervang